-
Business-overblik: Dansk topchef fjerner amerikanske varer fra hylderne
Источник: BDK Finans / 05 мар 2025 00:18:19 America/Chicago
God morgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik. Dagen er nu fire timer længere. I dag runder vi blandt andet: Danske Bank: Sårbare virksomheder skal forberede sig på det værst tænkelige Presset vokser på DSV-formand inden generalforsamling Dyre smykker og helikoptertur. Georgiske svindlere lever luksusliv, mens de snyder danskere Kinas økonomi skal vokse med fem procent i år Men vi begynder med de seneste udløbere af den internationale handelskrig, hvor en dansk topchef med stor magt nu slår igen. God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business! Dagens hovedhistorie Dansk topchef fjerner amerikanske varer fra hylderne Den tidligere, markante topchef for Salling Group, Per Bank, som i dag er den højest placerede dansker i den internationale dagligvarebranche tager nu et opgør med amerikanske varer i den canadiske dagligvarekæmpe Loblaw, som han står i spidsen for. Han sætter nu fuld fart på indkøb af canadiske varer til de rigtigt mange hylder i de 2.400 dagligvareforretninger som modtræk til den handelskrig, som USAs præsident Donald Trump har indledt. »Vi er allerede en af de største købere af canadiske varer, og vi er nu i gang med at fordoble indkøbene,« skriver Per Bank ifølge TV 2 på LinkedIn. Han »satser på varer, der er lige så gode til samme pris«, så canadierne ikke oplever stigende priser. Per Bank, der sluttede som Sallings topchef i 2023, forsvarer de canadiske modtræk med, at »dårlige beslutninger om altomfattende toldafgifter fra det amerikanske lederskab har ført til nødvendige modsvar herhjemme«. Donald Trump varslede natten til onsdag i en tale i den amerikanske kongres, at USA indfører »gengældelsestold« på varer fra de fleste handelspartnere fra 2. april, uden at han dog fortalte, hvilke varer og hvilke lande der rammes. Det skriver vi om 1. Dyre smykker og helikoptertur. Georgiske svindlere lever luksusliv, mens de snyder danskere »Jeg kan ikke mere.« Danskeren J.E. faldt i kløerne på udenlandske investeringssvindlere og mistede sine sidste penge. Da han var klar til at tage sit eget liv, kaldte svindleren ham en »tudeprins« og pressede ham til at investere mere. Stort læk giver unikt indblik i to ekstremt velorganiserede kriminelle netværk med milliardomsætning. Læs historien her. 2. Nu er Trumps handelskrige i gang. Det er verdenshistorie for åben skærm Donald Trumps trusler om omfattende handelskrige er nu gået fra ord til handling. Det går i første omgang ud over de to nabolande og den strategiske rival Kina. Men det gør det også åbenlyst, at EU-landene er næste mål. Læs historien her. Det bør du også læse Handelskrig sender amerikanske aktier til tælling – Teslas Trump-gevinst er forduftet De amerikanske aktier følger trop med de europæiske og viser røde tal over en bred kam. Dermed fortsætter de amerikanske aktier årets nedtur, som føres an af Tesla, der nu har mistet hele gevinsten efter Trumps valgsejr. Læs historien her. Det skriver andre medier om 1. Danske Bank: Sårbare virksomheder skal forberede sig på det værst tænkelige Tusinder af små og mellemstore danske virksomheder bliver nødt til at forholde sig til den risiko, som Donald Trumps handelskrig udløser, og som kan ramme valutakurser og renteniveauer og dermed underskoven af virksomheder, som er rygraden i dansk erhvervsliv. »Det er vigtigt, at de mindre virksomheder, i den tid vi lever i lige nu, ikke bliver fuldstændig paralyseret og fanget som dådyret af lygterne på vejen. For de har handlemuligheder, og vi opfordrer til, at de tager kontrol over det, som de kan gøre noget ved,« siger Christin Tuxen, chef for erhvervskunder i Danske Bank, til Finans. 2. Presset vokser på DSV-formand inden generalforsamling Spotlyset er rettet mod bestyrelsesformand Thomas Plenborg, når transportgiganten DSV senere på måneden holder generalforsamling. Han har fået hård kritik for at træffe beslutninger hen over hovedet på bestyrelsen, og flere investorer kritiserer bestyrelsen for manglende uafhængighed og problemer med at drive god selskabsledelse, skriver Finans. En investor kalder situationen »tilspidset«. 3. Kinas økonomi skal vokse med fem procent i år Kinas økonomi skal vokse med fem procent i år trods Donald Trumps handelskrig. Det er budskabet fra den kinesiske ledelse, som samtidig står klar med en stimulanspakke, som skal sætte gang i forbruget, så Kina når sit mål. Premierminister Li Qiang advarede ved den årlige åbning af Kinas parlament om, at »ændringer, der har været usete i et århundrede, finder nu sted over hele verden i et hurtigere tempo«. Det kan påvirke Kina »på områder som handel, videnskab og teknologi«, sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters. Budskaberne fik onsdag morgen aktiekurserne til at stige på de asiatiske børser. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser tirsdag: Dow Jones: -1,55 procent S&P 500: -1,22 procent Nasdaq: -0,35 procent Asien – indeks onsdag kl. 7.15: Japan Nikkei: +0,43 procent Hongkong Hang Seng: +2,35 procent Kina CSI Shanghai: +0,53 procent Tak, fordi du læste med, og rigtigt god onsdag! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-dansk-topchef-fjerner-amerikanske-varer-fra-hylderne